Gribelyst
19. Feb 2010 10:56, Penpalmidt i
fremstår pludselig
en revne
et lille huls fokalpunkt
jeg stikker hånden
igennem
og mærker
et træ
står og afblomstrer
japanske kys
i kirsebærskærmydsler
og andre
trængsler
mon
de kan
reparere os
nu
1.b
16. Oct 2009 00:12, Penpalmå jeg række fingeren op
markere
starte min bølges mikrobiske sinisus
tilgive uden at forstå ringen
sprede mine læber
skrige stilhed til rust en jernalder væk
jeg sidder bagest selvhøjt placeret
bevidst fordi jeg vil vises
støvede sko og spruk glider rundt i overspring og lænen
umorderligt besynderlige
døde miner sprænger
stumdissens tårne af blå løfter
der forlængst er holdt op at rage
de foldede nakker giver op
og sidder stille
de dukker sig med livløse smil og gyldne cirkler
og neglene er som sorte blade på det træ du kender
af indenis
så koldt det smager
frosthårdt forlorent som livet
så rammende som billedet
forrådt på vægen svedt
som hånden der holder
må jeg tage fingeren ned
fortryde mit værd
erklære væren uopklart
Vished
19. Jun 2009 00:55, Penpaljeg ved
du ikke mener
det sådan
at det bare
er
en tilfældighed
et stumpt ophold
i vaklende stillestuer
falmet lys
fra fællesrumsterende
mørkekammerherrers
fobimaniske refleksioner
jeg ved
du ikke kunne
stoppe sødmens
floder af
usorteret lykke
ikke ville gnave
hul på livets
romantisk urimelige
kår
jeg ved
du ikke kunne
tabe mig
som tankestreger
drysset
ligeligt mellem
vår og vanvid
en dag står
stakitter og stave
ret igen
i trodsige
farver
føjer vinde
tysser tunger
spiller sange
om kryds
og boltrede
navler
piller og panache
jeg ved
du kunne tro
jeg drømte
en drøm
om at
vide andet
end det
jeg
ved
Igen
14. Mar 2009 01:14, Penpalom aftenen
forsvinder sulten
igen
det har jeg
set
man bærer
så megen sorg
betaler sit
stiltiende
man kan lidt
igen
små bevægelser
i
hele tider
man drømmer
lidt forsigtigt
om igen
at turde give
slip
man husker
så tydeligt
hvorfor
så levende
hvordan
tiden lærer
revner
at kende
tegner frygtsom
forløsning
af endeløse håb
fantomer
og amputeret
smerte
om aftenen
forsvinder sulten
måske
igen
Blokken
2. Mar 2009 09:04, PenpalJeg bruger faktisk
din blok
lever din drøm
den om
de nøgne
kreative kroppe
badet i
åbent lys
og foragt
for os
jeg sidder faktisk
hos dig
langt borte
i utopisk fortrængte
understrømme
af fortalte
groteskheder
jeg hvisker ofte
dit navn
engang imellem
det navn
som var du
søvnens far
som var du
løgnens mord
Dårskabt
3. Sep 2890 12:35, Penpaltågernes filt
hvisker som
tungstens stencil
i sanseløse tider
for trendy fugle
som svanens
sortklædte mænds
flagrende kort
over
visionsløse heltegerningers
lammelse
på samlebladets alter
svunget med
akkuratesse
cylindrisk proforma
propelleret i
tåspidset trods
i troen på
faldets løfte om
halsløs gerning
havner vi
fejlnavigeret bag
tankens fængsel
med udsigt til
troskyldige øjne
sælges
frihedens stol
for
døvhedens
og dårskabens
dør
Kvart i
11. Dec 2008 11:57, PenpalVækkeuret ringer. Det er mørkt og koldt. Det er jul igen, siger de.
Sneen udebliver trodsigt og viser sig kun i små lag, doseret til dansk middelmådighed og grålighed. Det er på en måde lidt trist midt i forudsigeligheden. Alligevel følger vi overbærende med i snebarometerets katatoniske, ja endda retrograde bevægelsers stilstand.
Det er tidligt om morgenen. I dens gryende blanding af gyldengråt. Jeg løfter instinktivt og automotorisk min venstre arm og blotter det nøgne håndled, hvor uret og tomhedens viser mangler. Tiden er også uforudsigeligt forudsigelig. Den lever sit eget liv og lyver hele tiden. Mest fordi den ikke kan tale sandt. Det har vi sørget for med vort forvredne verdensbillede og forcerede forventninger om lykke og forløsning, rodbundet i alt andet end vor egne reelle behov. Med vore roadmaps til materialiseret lykke med milestones, femårsplaner og påtaget handlekraft. Klokken og tiden er ligeglad. Den svæver i sit eget vakuum uden gængse referencerammer. Den er kvart i evigheden, give or take.
På vej til arbejdet spiller trafikfilmen på forruden den sædvanlige smøre om og om igen. Matte lys fra hastende biler. Til og fra vort center og umiddelbare position. Forvildet flugt fra det sted vi er lige nu.
Et rollespil materialiserer sig. Som små dansende partikler om livet, om hvad der engang var. Det, der engang fik os til at føle os levende, det der engang fik os til at stoppe op og mærke efter.
Vi kender disse perioder, hvor livet bliver levende. Hvor livet bliver det eventyr, vi drømmer om inden vi falder i dagligdagenes katakomber. Der hvor livet egentlig kun leves gennem den vejrtrækning vi ikke engang ænser. Det er disse øjeblikke, vi ser tilbage på med længsel og forventning om at mærke den søde sviende smerte, som længselen efter regnbuen der spænder fortiden og fremtiden sammen til farverige billeder af det saliggørende og smertelige nu, der undviges så systematisk - til romantisk bedrageriske dækbilleder af den verden vi svøber os i, som den følelse, vi ikke tør rumme.
Nytåret står for den dør, vi blindt stormer imod. Vi skal følge med, hedder det. Følge med tiden. Fremtiden og morgendagen. Og fremskridtet. Følge med strømmen. Og vi sidder i disse både i den rivende strøm og holder fast i kanten på vej mod uundgåeligheden og dronningemoderens vandfald fra tinderne, nytårstale om håb og fremtid, tilbageblik og tolerancebrist, reflektion og tomme løfter i en verden der løber alt for stærkt til at vi kan mærke os selv og den gennem os.
Midt i denne midgård af mørke og fjerne vulkaner, der buldrer dommedag og advarsler ud i svovlskyer og mørke,findes de mest delikate væsener, man kan forestille sig. De laver kunst. De maler nuet ud i billeder, vi kan forstå. De lægger hånden på såret og åbner vore øjne. De laver den pause og stillbilledet af os og livet. De tvinger os til at elske os selv i smertehelvedets forgård. På tærskelen til livets største hemmelighed. At det guddommelige vi leder efter i form af lykke og fred findes i os selv. At alverdens skønhed holdes i vore egne forvredne håndflader. At vi kan elske. Os selv. At kærligheden er uendelig og fraværet kun skyldes vor manglende evne til at stoppe lidt op. Se på os selv og hinanden med kærlighed, anerkendelse og accept. Og i sirlige sløjfer forenes kærlighedens fem sprog i vor kontakt med denne guddommelighed. Denne simplicitet. Dette kys fra de fjerneste galakser. Og ordene rammer som blyhagl på mit ansigt og ømme krop, og jeg indser gennem disse kunstnere hvorfor livet er så dyrebart :
"det var en mild og livlig aften i slutningen maj
jeg var gået ud for at få en hurtig kaffe på cafeen på hjørnet
jeg må have set lidt anspændt og slidt ud
da en gammel mand lænede sig frem og sagde
hvad stresser du for kære
kom sæt dig og nyd et øjebliks hvil,
dit arbejde er ikke noget værd
hvis ikke dit sind er roligt, klart og på toppen
til alle der løber hurtigere dag for dag
til alle der ikke har fundet fred og uafhængighed
til alle der synes at livet kræver ofre
som tror en bedre dag venter så snart
disse travle år er overstået
denne mur af grådige kynikere
der overbeviser os om at
opgive vore drømme
for tidligt ...
tag dig tid
den er kvart i ingentid
tag din tid
kvart i evigheden, nu ..."
(Frit oversat fra "Quarter to forever" af Tina Dickow)
Så sidder jeg tilbage med de tilbageholdte tårer og blanke øjne, der ikke ser så meget klarere, og tænker på alle os, der glemmer det eller bare bevidstløst stirrer os blinde på den sol der allerede er gået ned, mens vi nyder synet af den.
I alle disse år tilgiver vi os selv i de øjeblikke livet så brutalt minder os på, når vi mister os selv og vore kære, midt i vore afvejes distance, når vi ser på vore børn i kløften mellem tro og håb. Og vi tænker på de chancer, vi kunne have grebet, den dag livet kunne have stået helt stille i dette vidunderlige nu, vi elsker og længes efter.
Det er tidlig morgen. Lyset bryder langsomt frem.
Om lidt er det jul igen, siger de. Om et kvarter. I ingentid. I altid.
Kort før det allerede igen er for sent.
101
26. Nov 2008 11:00, Penpaldet er
så hårdt
at holde
mørket ude
fra spejlet
af
din skikkelses lys
din skikkelses lys
som tømte nætters
ekko
af skoldhede
længsler og drømme
det er
så svært
at se sneen
falde
af den
vinter vi møder
i stilhedens
farvestrålende hvidt
det er
så nemt
at se
bag dine øjnes
sorg
det er så
umuligt
ikke at elske dig
så inderligt
så uendeligt
nyt
at overdøve
at overprøve
hjerteslagets puls
på grænsen
mellem
mening og mod
mellem
dag og nat
mellem
du og
jeg
Perfektion
18. Nov 2008 12:11, PenpalDu siger, du ikke vil have perfektion. At du bare vil have mig. Som jeg er. Det er svært at tro. Sådan er det ofte med det, man ikke føler sig berettiget til. Det samme blev sagt engang. En aften i en have hvor tvivlen fik overtaget, og det dryppede ned fra revnerne i samme. Det var dagen før dagen. Da mørkets sort fik nye dybder.
Jeg kan høre dine ord bag min mur. Som et svagt ekko af en fjende jeg inderst inde vil elske at elske. Jeg kan mærke dit råb og dine berøringers nødvendighed.
Jeg kan høre dine ord bag min mur. Som et svagt ekko af en fjende jeg inderst inde vil elske at elske. Jeg kan mærke dit råb og dine berøringers nødvendighed.
Og jeg lukker øjnene og forestiller mig en verden, hvor man ikke er dømt ude. Hvor kontrollen er tabt for kun at genvindes i livets yderspor.
Måske behøver man ikke perfektion. Disse drømme materialiserer sig ofte helt egenhændigt uden støttende skræmmebilleder.
Jeg hører din banken på det matterede glas. Ser din profil give løfter om fortabelse og forgabelse. Man bliver så bange for at blive bange. Så angst for at lykkes. Hvis den nu også svigter nærmest før den er defineret. Så er det lidt nemmere at holde fast i førnævnte fortabelse, forsagelsen af forgabelsen. Den kender man. Og her er man godt begravet bag snævre vægge. Næsen og fødderne stemt mod. Som i moders skød før verden brød ud i lys lue.
Og stormene fyger over mine tårne. Flår i mine ildrøde bannere. Trevler min frygt tilbage til de sorte huller, hvoraf den opstod.
Når jeg er bange og frygter mine drømme skal opfyldes slår jeg bare blikket ned fra medium til halv. Det er så sikkert, når man alligevel ikke tør mere end det. Og man lærer at holde af pisken og de sprøde sårskorper.
Inderst inde er jeg skrækslagen for at blive indhentet i min flugt fra det jeg løber efter. Det jeg ikke tør drømme om. Det ansvar jeg på overlegen vis skal tage fat i og om.
Inderst inde er jeg bange for at døren bliver åbnet. Indtil en verden hvor perfektion ligger gemt mellem gamle støvler på en hylde i kælderetagen. Panisk angst for at blive accepteret som vidunderligt berettiget. Følelsen overmander mig på en regnvåd novemberdag, hvor biler ikke standser for at kaste handsker eller håne min eksistens.
Du siger, du ikke vil have perfektion. At du bare vil have mig. Er det ikke for perfekt til ikke at blive skræmt af? Er du ikke for perfekt til mig ?
Mens jeg skræmmes af dit nærvær vil jeg låne lidt tid i det liv jeg har stjålet. Nyde den lykke jeg har lånt og afvise drømme om permanenthedens luftige kasteller. Jeg vil trække vejret i langdrag i denne stund. Jeg vil lukke mine øjne og få verden til at holde sig for ører og øjne.
Og i denne boble vil jeg elske dig for evigt. Til den brister og jeg en tidlig morgen vågner i din favn, lister ned i kælderen, skruer den gamle pære i og sætter mig på trappen, og ser på hylden med støvlerne med den trods, jeg har fortjent at føle.
Og efter en tid vil jeg rejse mig. Jeg vil lytte til trappens knirkelyde og elske det faktum at døren til dette rum herefter for tid og evighed vil binde ganske let.
Aftenlyde
17. Nov 2008 21:44, Penpaldet er godt
du er der
selv
når der er stille
er der vådt
bag døren
til fortvivlelsen
du mærkes
næsten ikke
i minimalistisk
væren fra og til
lille og ubetydningsløse
pulsslag
og så alligevæld
så stormende
det bliver
som
rekyl og blåskimmel
for sent forstemt
for tidligt
fortabes man
i øjemålte spalter
jeg ser
dine sko pege
fingeret baglæns
ser
dine hænder flette
sammen om
tremmehelvedets
nøgler
i aftenmørket udenfor
regner du
nok med
når du ser mig
lyne op
på en glasklar
nat
